Kursus i grundlæggende computer og internet.

På opfordring og for de mange der ikke fik plads gentager vi vores meget populære grundkursus til efteråret.

 

Kursusindhold: - Grundlæggende betjening af PC’er - Enkel tekstbehandling - Internet – så nemt er det - E-mail

Kursusbeskrivelse: Under mottoet "Der findes ingen dumme spørgsmål" - henvender dette grundlæggende kursus sig til de mange, der ikke er kommet rigtig i gang med computer og internet. Det kan være fordi der mangler den grundlæggende viden om selve brugen, og man derfor endnu ikke har fået anskaffet sig en computer, eller blot fordi computeren ikke "gør som man siger". Gennem de første lektioner indføres deltagerne i, hvordan en computer fungerer og ser ud. Man lærer at trykke på de rigtige taster og knapper, og man får hjælp til evt. at anskaffe sig en computer, som både er "stor" nok - men heller ikke for stor. Der vil blive undervist i, hvor simpelt det er at bruge en computer, og at alle uanset forudgående viden og uddannelse kan udføre de almindeligste opgaver, uden at man kommer til at ødelægge noget. Dernæst fortsætter en indføring i brugen af de almindeligste programmer til tekst- og billedbehandling m.v. Man lærer at oprette, hente og gemme en tekst/billede, så man kan lave små breve, festsange med billeder, indbydelser til fødselsdage m.m.m. Når de almindelige opgaver efterhånden vil være overkommelige, fortsættes med instruktion i brug af internettet og E-mail, og brugeren sættes i stand til at søge enkle eller vigtige oplysninger på internettet, eller skrive til venner og bekendte. Kurset vil altså ændre deltagernes brug af computeren fra frustration og ærgrelse til at være til glæde og gavn.

Kursusvarighed: Kurset strækker sig over 10 lektioner af 1-2 timers varighed vinteren igennem.

Kursuspris: Gratis, dog skal der betales et gebyr på 150,- kr pr. deltager til dækning af materialer m.v.

Tilmelding: Tilmelding til Otto Flamand på tlf.: 62 65 10 73 eller mail: ifo@os.dk.

 

Ekstra bonus: Deltagerne kan lave "lektier", eller øve sig i EDB-værkstedet onsdag fra kl. 19:00, hvor der vil være mulighed for at arbejde med computerne under vejledning – også gratis naturligvis.